Forside     Om Lotte     Bøger     Nyheder     Kontakt
____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

BØGER

NY ROMAN ER UDKOMMET!

BESTIL DEN HER

LIVET, DU EFTERLOD

I udkanten af en lille by ligger et stort gartneri og forfalder. Gartneriet var hjem for ægteparret Albert og Nelly og tvillingerne Adam og Suleima, indtil den dag ulykken ramte. Nu lever Albert alene i gartneriets gamle drivhuse, lukket inde med sin anger.

I det lokale supermarked arbejder Åsa. Hun bor alene i sit barndomshjem, vandrer om natten og ser mere end de fleste. Åsa kender alle landsbyens sjæle, kender deres drømme og deres hemmeligheder, bortset fra Christines. For der er noget med Christine, som ingen forstår, heller ikke Åsa.

Da en lille pige flytter ind i huset tæt på Alberts gartneri, begynder livet at ændre sig i landsbyen. Gamle hemmeligheder og glemte længsler trænger sig på, og beboerne må indse, at intet er, som det var en gang.

ANMELDELSE UDARBEJDET AF BOGTANKEN:

****

CITAT: ”En historie der udmærker sig ved nogle meget fine og rørende personportrætter. Det her er en roman, der skal læses for sin gribende og rørende stemning, der omslutter sin læser næsten fra første side. Der er en stemning af ensomhed, håbløshed og anger, men der er også et tydeligt håb i mørket, som alt i alt gør romanen til en rørende fortælling om at turde at gribe livet og ikke mindst et andet menneske.” Læs hele anmeldelsen her

 

ANMELDELSE UDARBEJDET AF BECHSBOOKS:

*****

CITAT: “Fra allerførste side lærer man personerne i Livet du efterlod at kende. Lotte Elmann Wegners personskildringer er rigtig gode – og jeg synes, at de er noget af det vigtigste i denne bog. Samtidig er det også meget let at se den lille landsby for sig, hvor romanen foregår. Stemningen i byen og relationerne – eller måske manglen på relationer mellem menneskene i byen er til at tage og føle på. Jeg synes, at bogen virker meget troværdig – og også realistisk især i forhold til personenerne følelser og tanker.” Læs hele anmeldelsen her

 

ANMELDELSE UDARBEJDET AF MULLESBOGBLOG:

*****

CITAT: “Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af en samtidsroman, da det er første gang jeg læser noget i den genre. Jeg blev i den grad positivt overrasket over historien. Historien er velskrevet og personerne hænger ved, og det gør dem livlige … det er bestemt ikke sidste gang, at jeg skal læse noget fra Lotte.” Læs hele anmeldelsen her

Jeg vil gerne dele en tekstbid med dig:

Læs mere
Han sang for børnene.

Nu vil sangen ikke lade ham i fred. Natten lægger sig over ham som en sort, tung vinge, og sangen følger med, svirper mod ham, forvandler sig, så han ikke længere kan huske teksten, kun melodien og brudstykker: Nu er den stakkels krage død, simsaladim bamba saladu saladim.

Med sangen følger tankerne, de larmer som ti stemmer, der råber på samme tid. Der er skingre stemmer på uforståelige sprog. Dybe, anklagende. Det er et inferno af støj. Når det er værst begynder farverne også at flimre, og lugtene tager til. Fugtig jord og støv er ved at kvæle ham. Sengetøjet bliver som ståluld mod hans krop. Hovedet er fastspændt i en hjelm, der er tre numre for lille. Rummet blev mindre og lydene højere, og først når udmattelsen rammer ham, kan han undslippe i søvnen.

Og han falder i søvn, altid. Han ved ikke, hvordan det er muligt, men det sker hver nat.

Når han vågner ønsker han kun at skubbe sorgen om i fortiden, så langt tilbage, at den når glemslen. Han kan ikke, og han mærker, hvordan minderne sparker mod hans brystkasse indefra, flår hans halsmuskler fra hinanden, så han ikke kan synke – slet ikke tale. Børnene går ved siden af ham som et mørke, der gnider sig op af hans hud, finder vej ind og er ham.

Men nu. Noget er anderledes. Lyset flimrer bag ham, trænger gennem glasset, slikker hen over gulvet, farvelægger det med svirpende penselstrøg – orange, rød, forsvinder, er tilbage. Større. Og der er lugten, der svider i næseborene, lyden af hed olie på en stegepande. Varmen, der er ved at kvæle ham.

Og så. Hans fødder, der brænder som fakler for enden af hans ben. Han ser dem, mærker det ikke, sætter sig. Det er så varmt. Han må rejse sig. Der er så varmt.

ER HER NOGEN?

En ung kvinde dukker aldrig op på sit arbejde. Hun er sidst fanget på et overvågningskamera i en kiosk i nærheden af sin bopæl, kameraet har også fanget en mand. Han taler til hende, følger hende ud af døren.
På de sociale medier bliver han hurtigt hovedmistænkt, men politiet har ingen beviser.
I en antikvitetsforretning i samme by arbejder Vibe Engberg. Den ene dag ligner den næste, indtil alt forandres. Vibes stedfar rammes af et slagtilfælde og ripper op i gamle sår, der aldrig er helet. Vibes mor var aldrig nærværende, og hendes far forlod af uvisse grunde familien, da hun var ti år.
Den tidligere hovedmistænkte træder en dag ind ad døren i antikvitetsforretningen, og kort tid efter dukker en mandlig kunde op i butikken, som forandrer alt. Vibes liv tager en drejning, som fører hende langt væk fra alt, hun kender. Langsomt lader hun sig manipulere ind i en virkelighed, der stille nedbryder den, hun er. Det går op for hende, at noget er helt galt, men for sent. Hun befinder sig i et uudholdeligt liv, hun ikke kan undslippe.
Først da hun står helt tæt på afgrunden, forstår hun: Der er nogen derude, og de holder øje …

ANMELDELSE UDARBEJDET AF “BOGTANKEN”:

*****

CITAT: Er her nogen?” er en utrolig stærk debut fra Lotte Elmann Wegner. Den beskriver en kvindes fysiske og mentale nedbrydning i et voldeligt parforhold med så stor intensitet, at kvindens angst og skam sidder mejslet i en længe efter, man har lagt bogen fra sig. Læs hele anmeldelsen her.

ANMELDELSE UDARBEJDET AF “SIDSESBOGREOL”:

*****

CITAT: Forfatteren er simpelthen eminent til at beskrive følelser, blandt andet ved brug af et meget rammende billedsprog, så man næsten selv kan mærke alle følelserne … Der var da også flere steder hvor jeg selv sad med hjertebanken og holdt vejret. Kan bestemt anbefales til andre fans af genren og jeg håber på at høre mere til forfatteren fremadrettet, da jeg er vild med hendes skrivestil, som er både fængslende og nærværende. Læs hele anmeldelsen her.

ANMELDELSE UDARBEJDET AF “LIDTBEDRELIV.DK”:

******

CITAT: Er her nogen? er en blændende bog, og jeg synes, at den er vanvittigt velskrevet og så spændende konstrueret, at man sluger den hurtigt … Jeg håber inderligt, at Lotte skriver på en fortsættelse til denne bog, for jeg synes, at det ville være så dødspændende at følge Vibe i det ny job. Læs hele anmeldelsen her.

ANMELDELSE UDARBEJDET AF “THEBOOKCOLLECTOR”:

****

CITAT: Handlingen formåede at give mig lysten til hele tiden at læse videre. Jeg måtte lige se, hvad der så skete, og klarer hun det!? Bogen er en thriller og med god grund. Den skaber en helt særlig stemning. Som læser fik jeg myrekryb over karakteren Andreas. Læs hele anmeldelsen her.

ANMELDELSE UDARBEJDET AF “BECHSBOOKS”

****

CITAT: Er her nogen? er en  velskrevet og egentlig meget roligt fortalt historie, som hele tiden har nogle virkelig nervepirrende undertoner. Jeg sad med kuldegysninger under en stor del af fortællingen – til trods for, at der var tændt op i brændeovnen … Jeg synes, at Er her nogen? er en meget flot debutroman. Det er en skræmmende uhyggelig fortælling, som helt sikkert vil være i mine tanker i lang tid. Læs hele anmeldelsen her.

ANMELDELSE UDARBEJDET AF “BOGVÆGTEN”:

CITAT: Sproget er omhyggeligt, roligt og malende … indtil dramaet pludselig indtræder. Vibes balanceakt for at stryge Andreas med hårene kan give selv de sejeste kuldegysninger. Læs hele anmeldelsen her.

Er her nogen? kan købes hos diverse boghandlere landet over – og online selvfølgelig. Med et enkelt klik så kommer du til forlaget Turbine, hvor den også kan bestilles. Det er lige her:

BESTIL

 

Jeg vil gerne dele første kapitel med dig:

 

Læs mere
                                                                                                                                     Palermo, 7. september 1995 

 

Kære A,

Vi begravede hende i går. Vejret var så råt. Støvregnen og vinden kom i bølger. Vi var uden beskyttelse. Han græd. Jeg kunne næsten ikke bære det. Hykler.

Han holdt tale. Fortalte om den fantastiske person, hun var. Hvordan han næsten ikke kunne se livet i øjnene uden hende. Hvordan hun pludselig var blevet revet væk. Han nævnte ikke toget. At hun var sprunget, at han havde stået lige ved siden af. Men jeg tror, vi alle tænkte på det forslåede ansigt, vi ofte så. På angsten, hun udstrålede. Til sidst hele tiden.

Hun ville forlade ham, hun sagde det til mig. Jeg ved ikke, om hun mente på denne måde – døden. Jeg ved, at det er en uhyrlig tanke, men tror du, han skubbede hende?

Uanset svaret ved vi begge, at han hjalp til. Enten direkte eller med små skub gennem flere år.

Men A, jeg har ikke kunnet slippe det. Jeg gik på biblioteket. Læste og læste. Vidste du, at det farligste for en kvinde er at forlade en jaloux og voldelig mand? Det var, som om teksterne, jeg læste, beskrev ham. ”Når det går op for ham, at han har mistet hende, ændrer han fokus fra at ville eje hende til at ville udslette hende.” Sådan stod der, A. Hårene rejste sig på mine arme, da jeg læste det. Vi kan ikke få hende tilbage, men det sker jo for millioner af kvinder.

Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?

Nogen burde gøre noget.

Kærlig hilsen E

 

2014 – DEN FØRSTE VINTER

 

I

 

I går var en stor dag på alle måder. Mor blev syvoghalvtreds. Henry forsvandt. Ind i koma.

Egentlig var det heldigt, at vi aldrig har gjort meget ud af at fejre fødselsdag hos os. Der var ikke nogen finpyntet fødselsdagskage, der ikke skulle spises. Ingen lys, der ikke skulle pustes ud. Ingen middagsgæster, der skulle have en opringning om aflysning. Ingen morgenmadsbakke med friskbrygget kaffe og lune boller, der ikke blev serveret. Kun en gave fra mig, som stadig står og lyser i sin manglende pragt på køkkenbordet. Hun pakker den nok op på et tidspunkt.

Mormor er flyttet ind hos mor. Bare et par dage. Ikke på grund af fødselsdagen. På grund af Henry. Mor virker ligeglad, og måske handler det egentlig også om mormors behov mere end mors.

Der er en mærkelig blanding af stilstand og virvar i hospitalets opholdsrum. Apati og panik på samme tid. Nu og da får vi besøg af en sjælden gæst, der skulle have været på fødegangen, men har forvildet sig ind til os andre. Som et pust af glæde, der skærer hul i det mørke, vi sidder i. Egentlig helt upassende.

Mormor er tavs. Det slår mig, at hun fungerer bedst med hænderne beskæftiget. Men hvad kan man bruge dem til på intensiv? Virker det ikke næsten for løssluppent at beskæftige sig med håndarbejde? Så sorgløst.

I stedet sidder hun med sine spinkle hænder i skødet og forsøger at holde dem i ro. Hun kan ikke. Glatter forsigtigt på nederdelen med en dybde i farven, som kigger man ud i natten. Hun griber om hver enkelt plissering én efter én med tommel- og pegefinger, kører langsomt ned langs kanten, som for at skærpe linjerne. Gøre den skarp og hård som en rustning. Tror jeg. Det er den fine natblå nederdel, hun har på til specielle lejligheder.

”Din mor sang i et band engang,” lyder det pludselig fra hende.

Mormor har mange stemmer. Nu er det hendes let porøse stemme, der taler. Den, der får hende til at lyde, som bliver hun selv overrasket over sine ord.

Jeg ler en overrasket latter. Mor? I et band? Men mormor forklarer. Hun har en lille metalplade derhjemme. Den står skarpt frem, selvom den egentlig er sløret. Mor og to unge mænd, der alle ser glade ud på en måde, hvor alt ondt bor langt væk. Hun havde den fra avisen, mormor. De skulle ikke bruge den efter tryk. Dengang var mor kun sytten år. Det var fyrre år siden i går.

”Noget ændrede sig, da mor blev nitten,” forklarer mormor og tager fat på en ny plissering.

”Måske da hun mødte din far,” tilføjer hun med et let undrende tonefald.

Som er der noget, der først går op for hende i dette sekund på intensivafdelingen.

”Måske har det ikke noget med noget at gøre,” tilføjer hun hurtigt og ser ned i den letridsede

bordplade, mens hun rører en ekstra gang i kaffekoppen, selvom sukkeret for længst må være opløst.

Pludselig står mor der. Bag hende skimter jeg Signe og Manfred. Mors søster og hendes mand. De bevæger sig langsomt hen ad gangen mod os.

”Der er ingen grund til at sidde hos Henry mere,” siger mor og ryster svagt på hovedet.

”Personalet mener ikke, han vil vågne.”

Hun ser ikke ligeglad ud mere, noget andet har sneget sig ind på hende siden i går. Fortvivlelse, håbløshed, anger? Jeg kan ikke læse det ud af hendes blik. Men noget er forandret.

Ingen ved, hvad der skete, da mor fyldte nitten. Eller da mor mødte far.

Heller ikke Signe, da jeg spurgte hende. Mors lillesøster. Den kønne søster, som mor siger, når hun forsøger at være morsom, have en ironisk distance hedder det vel. Men jeg kan se, at smilet ikke sidder i øjnene, når hun siger det.

Signe ved ellers alt.

EN HJÆLPENDE HÅND
Ikke udgivet – Lotte Elmann Wegner skriver på bogen
Krystaller, tarotkort og den alternative verden må kunne rette op på alle skævhederne i livet, tænker Mona og åbner forretningen Monas Hjælpende Hånd. Men barndommen lader sig ikke lige rette ud, for der var kun så lidt, der var normalt. Og kunderne er også vanskelige at hjælpe. Ikke mindst Hr. Weizmann, hvis mor er dement, er der egentlig ikke også noget mærkeligt ved ham? Og ved Monas mor, som pludselig forandrer sig til ukendelighed. Med tiden går det op for Mona, at hendes liv må tage en anden retning, hvis det på nogen måde skal have værdi.

Jeg vil gerne dele en tekstbid med dig:

 

Læs mere
Det var til det her kursus, hvor man skulle sætte ord på værdien af sig selv, at det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen ord at nedskrive.
Jeg havde aldrig tænkt over det og ville ikke bruge familiens målestok. Der måtte være mere. 

Så jeg vendte mig mod fakta. Skrev mit navn, Mona. Satte tal på min højde, 168 centimer. Tøvede lidt ved min vægt og pyntede måske også, 97 kg. Og så sad jeg fast. Der var ligesom ikke mere. Det var mig. Mona. 168 centimeter høj og en vægt på cirka 97 kilo. Det virkede så begrænset, som det stod der på papiret. De øvrige kursister sad bøjede over papiret, skrev og skrev, vendte sider, så de hver især måtte indeholde en kompleksitet, jeg ikke engang kunne forestille mig. Der måtte være mere, men det var der ikke.

Det var forfærdeligt.

Indtil jeg kom i tanke om, at ens alder jo også definerer, hvem man er. 25 år skrev jeg og følte lettelsen ved, at der nu næsten var et komplet billede. Mona, 168 centimer, cirka 97 kilo, 25 år gammel.

Så skulle vi læse op, og jeg er egentlig ret god til at virke interesseret uden af få øjenkontakt, så jeg blev ikke valgt som den første. Jeg lyttede til tre personer, og jeg behøver ikke at gå i detaljer, men det var fint, at jeg ikke blev valgt. For der var bjergbestigninger, jordomsejlinger, uddannelser, jeg aldrig havde hørt om, og så tyk en ydmyghed lagt ud over alle præstationerne, at jeg fik en smule kvalme, da nummer tre læste op.

Jeg gik. Lod min beskrivelse ligge. Kom ikke tilbage. Måske ligger den stadig på det slidte bøgetræsskolebord. Krøllet i hjørnerne med få afblegede ord, mig.